Kristian Sloth beskylder Landbrug & Fødevarer for at bremse den grønne trepart i protest mod andre politiske indgreb. L&F’s formand peger omvendt på brudte forudsætninger og mistillid til regeringen.
Er landmændenes manglende opbakning til jordomlægning et resultat af politisk svigt? Eller bruger landbrugets organisation sin indflydelse til at spænde ben for den grønne trepart?
Journalist og debattør Kristian Sloth lægger sig klart på den sidste forklaring i et opslag på LinkedIn.
»Landbrug & Fødevarer tager aftalen som gidsel og standser velvilligheden hos landmændene til at sælge deres jord til staten,« skriver han i opslaget.
Sloth er tidligere DR-journalist og tidligere landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace. I dag arbejder han blandt andet som foredragsholder og debattør, fremgår det af hans egen præsentation.
Beskylder L&F for at blande sagerne sammen
Anledningen til Sloths opslag er nedjusterede forventninger til udtagningen af lavbundsjord frem mod 2030.
Men hans kritik handler især om landbrugstoppens rolle. Han mener, at modstanden mod sprøjteforbud og nye krav til dyrevelfærd bliver brugt til at besværliggøre en aftale om natur, kvælstof og klima.
I hans optik bør de politiske spørgsmål holdes adskilt. Frivilligheden giver imidlertid lodsejerne mulighed for at afvise projekter, og dermed ser han en risiko for, at trepartens gennemførelse bliver et pressionsmiddel.
Det er Sloths anklage. Opslaget indeholder ikke en gennemgang af konkrete lokale projekter, der dokumenterer, at L&F har fået lodsejere til at sige nej.
Søndergaard: Tilliden er brudt
Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, beskriver en anden årsag til stilstanden.
I sin beretning på organisationens delegeretmøde den 4. november kritiserede han regeringen for at have ændret afgørende forudsætninger efter trepartsaftalen.
»Halvdelen af de lokale treparter står stille. For man kan ikke bygge, imens man bliver beskudt,« sagde han ifølge den offentliggjorte beretning.
Udtalelsen er organisationens egen beskrivelse af situationen, ikke et direkte svar på Sloths opslag.
Søndergaard fremhævede blandt andet risikoen for udbredt braklægning og uenigheden om den nye kvælstofmodel. Han afviste, at organisationens tilslutning til trepartsaftalen også var en tilslutning til den reguleringsmodel, der siden er vedtaget.
Hvor Sloth ser politisk obstruktion, beskriver L&F’s formand altså et samarbejde, hvor tilliden er blevet brudt.
Landmanden behøver ikke sælge
Frivilligheden er en reel del af ordningerne. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø oplyser, at realiseringen af omlægningsplanerne bygger på frivillig deltagelse.
Men deltagelse kræver ikke nødvendigvis, at landmanden sælger sin jord til staten.
Styrelsen beskriver også projekter, hvor lodsejeren beholder arealerne og modtager kompensation. Andre projekter kan omfatte jordfordeling, jordkøb og forskellige former for kompensation.
Spørgsmålet er derfor bredere end et ja eller nej til at sælge gårdens marker.
Stilstand kan også ramme landmændene
For erhvervet ligger der samtidig en økonomisk interesse i, at omlægningen lykkes.
SGAV beskriver arealomlægning og kvælstofregulering som tæt forbundne: Når udledningen reduceres gennem eksempelvis vådområder, mindskes behovet for regulering af landbrugsdriften i området. Den nye kvælstofregulering skal fungere som sikkerhedsnet for den samlede indsats. Det fremgår af styrelsens forklaring af sammenhængen.
Dermed kan en fastlåst konflikt få konsekvenser for de landmænd, der fortsat skal dyrke jorden.
Striden handler derfor både om, hvem der har ansvaret for stilstanden, og om hvordan man får lodsejerne med, før forsinkelserne øger presset på den tilbageværende produktion.