Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) vil arbejde for et dansk forbud mod hurtigtvoksende slagtekyllinger. Udmeldingen kommer dagen efter, at TV 2 har vist skjulte optagelser fra en nordjysk kyllingestald.
Der er nu en minister bag kravet om at udfase turbokyllingen i Danmark.
Minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) siger onsdag til TV 2, at han vil arbejde for et nationalt forbud. Det bekræfter Ritzau
»Jeg ønsker at arbejde for et nationalt forbud,« siger Christian Rabjerg Madsen til TV 2.
Ministeren lægger dog ikke en dato eller en model frem. Han understreger over for TV 2, at et forbud først skal undersøges både juridisk og økonomisk. Han fortæller også, at han er vred over optagelserne.
Tre timers mørke i stedet for seks
Udmeldingen er en direkte reaktion på TV 2’s afsløring tirsdag. En undercoverjournalist har fulgt et hold kyllinger i en nordjysk stald fra indsættelse til slagtning. Optagelserne viser ifølge TV 2, at kyllingerne i store dele af deres liv kun fik tre timers mørke i døgnet, selv om reglerne kræver mindst seks. Flere kyllinger kunne ikke gå eller stå på benene.
Kyllingerne er af racen Ross 308, som er den mest udbredte i dansk slagtekyllingeproduktion.
Ifølge tal fra Fødevarestyrelsen, som Ritzau har gengivet, er omkring hvert tredje kontrolbesøg hos kyllingeproducenter i år endt med en sanktion. Fem sager er endt med en politianmeldelse.
Jeppe Mouritzen, formand for fjerkræavlerne i Landbrug & Fødevarer, afviser over for TV 2, at billederne viser den generelle tilstand i danske kyllingestalde.
Bredt flertal i sigte
Ministeren står ikke alene. Dyreværnsorganisationen Anima oplyste 27. oktober, at Alternativet, Enhedslisten, SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Moderaterne støtter et forbud mod hurtigtvoksende kyllinger. Det skrev vi blandet andet om i forbindelse med debatten om omstillingen.
De Konservative vil ifølge TV 2 Fyn forbyde både produktion og import.
Når Socialdemokratiet nu melder sig på banen, kan et flertal være inden for rækkevidde. Det er en markant ændring i forhold til 2024, hvor et beslutningsforslag om at forbyde produktion, salg og import af Ross 308-kyllinger blev forkastet i Folketinget.
Dyrenes Beskyttelse vil længere
Dyrenes Beskyttelse ser forbuddet som et første skridt.
»Det er en dybt uetisk og grotesk avl,« siger direktør Britta Riis i en pressemeddelelse.
Organisationen vil have et loft over den daglige tilvækst på 38 gram, som i de økologiske regler. En konventionel slagtekylling vokser i dag 70 til 75 gram om dagen. Dyrenes Beskyttelse vil også have adgang til udearealer for alle slagtekyllinger, højst 10 kyllinger per kvadratmeter mod op til 20 i dag og et loft på 4.800 dyr per flok. I dag kan de største bedrifter have op mod 130.000 kyllinger.
Det store spørgsmål er importen
For producenterne handler det om, hvordan et forbud skrues sammen. Allerede ved behandlingen af beslutningsforslaget i 2024 spurgte Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor meget af produktionen der blot ville flytte til udlandet, hvis Danmark gik enegang.
Det er netop den juridiske og økonomiske del, ministeren selv peger på. Et dansk produktionsforbud vil ikke i sig selv stoppe salget af importerede turbokyllinger i danske butikker og storkøkkener.
Indtil der ligger et konkret lovforslag, er der hverken en tidsplan, overgangsordning eller et fast krav til tilvækst at forholde sig til.





















