En pose frø og savnet af landbruget blev begyndelsen på Randers Plukselv Græskar. I dag kombinerer Mads Qvist dyrkning med købmandskab og familieoplevelser. Hans råd til andre landmænd er klart: En græskarmark og et skilt er ikke nok til at få kunderne til at komme.
Det begyndte som et familieprojekt, der skulle give penge til en skiferie.
Nu fylder græskarrene både i markerne og i familiens hverdag hos Mads Qvist ved Randers. Der skal vælges sorter, sås, radrenses, hakkes og høstes. Og når efteråret kommer, skal kunderne have en grund til at køre ud på ejendommen.
For ham er der en tæt forbindelse mellem arbejdet i marken og det, der sker, når familierne kommer for at finde årets græskar.
»Hvis der bare er et skilt på en mark med græskar, jamen, der sker ikke det vilde. Folk vil have en oplevelse. Folk vil ud og se noget. Så det skal man virkelig overveje, inden man kaster sig ud i det,« fortæller han i podcasten Planteavlerne.
Mads Qvist driver Randers Plukselv Græskar sammen med familien. På ejendommen ligger også Randers Hundepension, som er hans primære beskæftigelse.
Græskarproduktionen er vokset frem ved siden af. Den giver ham mulighed for at arbejde med jorden igen og bruge den købmandsuddannelse, der førte ham væk fra landbruget i første omgang.
Købmanden savnede landbruget
Mads Qvist er vokset op på en gård med køer og grise. Da han skulle vælge arbejdsliv, blev det imidlertid købmandsfaget.
Dengang syntes han, det var sjovere. Men lysten til landbruget forsvandt ikke.
Sammen med sin kone, Susanne, etablerede han hundepensionen. For omkring seks år siden kom græskarrene ind i billedet, da familien fik en pose frø og prøvede at dyrke dem.
De kunne sælges. Så blev der sået flere.
»Købmanden har jo fulgt mig hele livet med gode ting i det. Altså, hvad der kan sælges og ikke kan sælges. Og hvad vi skal gøre og ikke skal gøre,« siger Mads Qvist.
Da han bliver spurgt, hvorfor han overhovedet begyndte med græskar, kommer svaret først med et smil:
»Jeg savnede at køre traktor.«
Men placeringen tæt på Randers gjorde også produktionen interessant som forretning. Kunderne skulle ikke langt væk fra byen for at komme ud i marken.
»Vi bor tæt på byen, tæt på Randers, og det er blevet godt, fordi det er nemt at trække folk ud til det. Men det kræver også noget arbejde. Det passer godt sammen med hundene, fordi når vi er færdige med dem og har luftet dem, skal vi gå ud og hakke. Og det kræver meget at hakke. Det gør det,« fortæller han.
Kunden skal have tillid
Hundepensionen og græskarproduktionen er forskellige forretninger. Alligevel går noget igen: Mads Qvist skal kunne lide at have med mennesker at gøre.
I hundepensionen overlader kunderne et familiemedlem til ham. Her handler opgaven både om at passe hunden og om at gøre ejeren tryg.
»Det er jo begge dele, men det er kunderne. Hvis du ikke har kundernes tillid, så dur det jo ikke,« siger han.
Han fortæller om ejere, der kan have svært ved at sige farvel, når hunden bliver afleveret. Derfor betyder rammerne og den personlige kontakt meget.
Græskargæsterne får samtidig øje på hundepensionen, når de besøger ejendommen. På den måde giver aktiviteterne også hinanden synlighed.
Men den samme åbenhed stiller krav til familien. Når man inviterer kunder hjem på gården, bliver ejendommen også et sted, hvor andre færdes.
»Du skal kunne lide, at mennesker kommer på din ejendom. Fordi selvom der er skilte og hegn, så tror folk måske, at de skal gå på den anden side af hegnet,« siger Mads Qvist.
Et græskar begynder ikke ved Halloween
For kunderne kan græskarsæsonen ligne nogle få efterårsuger. For avleren begynder arbejdet længe før.
Frøene skal i jorden, når den er varm nok. Mads Qvist vil gerne så omkring midten af maj, men fortæller, at den første såning i år først blev gennemført sidst på måneden.
Kulden kan forsinke etableringen, og planterne er følsomme over for frost.
Det passer med den generelle dyrkningsbeskrivelse fra University of Maryland Extension, som fremhæver, at græskar kræver varme og er frostfølsomme. Universitetets vejledning beskriver også, at mange sorter bruger mere end 100 dage på at modne.
På ejendommen har familien efterhånden fået maskiner til arbejdet. Mads Qvist fortæller om en såmaskine, der er tilpasset med to meter mellem rækkerne og omkring 45 centimeter mellem planterne. Traktoren har også fået GPS.
Men maskinerne fjerner ikke behovet for håndarbejde.
Han radrenser fem til seks gange, og ukrudtet inde i rækken skal også håndteres.
»Også et hakkejern, det er du nødt til. Du er nødt til at hakke dem,« siger han.
Når græskarplanterne først tager fart, ændrer marken sig hurtigt. Rankerne breder sig og dækker jorden. Derefter bliver det vanskeligere at komme ind mellem planterne uden at skade dem.
Rågerne gav ekstra arbejde
Årets etablering blev også udfordret af råger.
Mads Qvist fortæller, at fuglene tog frø i marken, og at familien måtte købe flere frø og så igen. Han forbinder problemerne med den sene såning, som faldt sammen med en periode, hvor fuglene havde unger og søgte føde.
Forsøg på at skræmme dem væk gav ikke den ønskede varige effekt.
Derfor overvejer han nu, om næste års græskar kan etableres sammen med vårbyg. Tanken er at gøre frøene og de unge planter mindre synlige for fuglene.
Det er stadig en idé, han arbejder med. Der er også praktiske spørgsmål om, hvor kraftig byggen bliver, og om såmaskinen kan placere græskarfrøene ordentligt.
»Jeg er bange for, at det bliver for kraftigt i forhold til, at vi kan få skiveskæret til at ligge ordentligt. For græskarfrø skal ligge ret præcist,« siger han.
Mange sorter og hjælp fra bierne
Familien køber frøene ind og bruger tid på at vælge sortimentet.
Mads Qvist fortæller, at hans kone og datter er med til at krydse sorter af, og at de har omkring 58 forskellige sorter i produktionen. Det giver kunderne noget at vælge mellem, men også avleren noget at lære af.
Bestøvningen er en anden vigtig del af arbejdet. Familien har selv bier, og Mads Qvist holder øje med, om blomsterne bliver besøgt.
»Det er så vigtigt, at det bliver bestøvet. Vi kan tydeligt se, hvis bierne ikke har været i gang,« siger han.
Mads Qvist advarer samtidig mod at omsætte antallet af såede frø direkte til forventet salg.
»Det er nemlig ikke sådan, at hvis man planter 10.000 frø på et par hektar, så bliver der 10.000 græskar, man kan sælge til 25 kroner. Hvis der er 5.000, så skal du være glad,« siger han som eksempel.
Datteren får kunderne til at kigge med
Når græskarrene nærmer sig salgssæsonen, får familiens købmandskab og kreativitet en større rolle.
Datteren står for en stor del af markedsføringen på Facebook. Her er det både afgrøden, dyrene og livet på ejendommen, der skal få folk til at kigge med.
Mads Qvist fortæller blandt andet om en video med et æsel, der har fået omkring 170.000 visninger.
Besøget på gården skal derefter indfri den interesse, familien har skabt på nettet. Der er græskar, udstillinger og uhyggelige figurer, men også inspiration til, hvad kunderne kan bruge varerne til.
»Det er en hel oplevelse, og det er jo det, man skal sælge det for, for at de putter med i kurven,« siger han.
I begyndelsen af sæsonen fylder pyntegræskarrene meget. Den store efterspørgsel efter græskar til udskæring kommer omkring efterårsferien, fortæller han.
Samtidig oplever han, at flere kunder interesserer sig for spisegræskar.
»De sidste år er folk også blevet bedre til at købe dem, der kan spises, og det synes jeg egentlig er fedt. Det kan jeg godt lide. Men vi er også blevet bedre til at sætte skilte op og fortælle, hvad de kan bruges til,« siger han.
Mere end en ny afgrøde
I podcasten ser medvært og planterådgiver i SAGRO, Finn Poulsen, også græskarproduktionen som et eksempel på, hvordan landbruget kan vise sit arbejde frem.
»Over flere år har jeg jo argumenteret for, at vi ude i landbruget er nødt til at vise de fødevarer, vi producerer, og hvad vi ellers kan lave på vores marker. Og det skal vi også vise til det omgivende samfund,« siger Finn Poulsen.
Hos Mads Qvist bliver mødet konkret. Kunden kommer ud til den mark, hvor varen er blevet dyrket, og møder familien bag.
Han opfordrer gerne andre til at prøve græskar. Men han advarer mod at gå ind i produktionen med forventningen om en nem og sikker fortjeneste.
»Jeg synes ikke, folk skal gøre det, fordi de tror, de kan tjene 20.000 per hektar, for det kan du ikke,« siger han om sine erfaringer.