Varme og tørke har på få uger forværret udsigterne for den franske majs. Kun 31 procent af markerne blev i begyndelsen af august vurderet til at være i god eller fremragende stand, og den franske produktion af majs til modenhed ventes at falde med 35 procent.
Den franske majsproduktion er under hårdt pres efter en sommer præget af høje temperaturer og mangel på nedbør.
AgroCuras råvarechef, Henrik Andresen, peger på en markant forværring i de franske markvurderinger.
– Deres majskarakter er på 31 procent god til fremragende på nuværende tidspunkt. Det er et meget stort fald på bare en måned, for der lå den på 58 procent, siger han.
Procenttallet beskriver den andel af de vurderede marker, som FranceAgriMer har klassificeret som værende i god eller fremragende stand. Det betyder ikke, at Frankrig har mistet 69 procent af sin høst, men tallet viser en kraftig forringelse af afgrødernes tilstand.
Produktion kan falde med 35 procent
Det franske landbrugsministeriums statistiktjeneste, Agreste, vurderer, at Frankrig i 2026 vil høste omkring ni millioner ton majs til modenhed inklusive udsæd.
Det vil være et fald på 35 procent sammenlignet med 2025. Hvis prognosen holder, kan det blive landets laveste produktion siden 1980.
Nedgangen skyldes både et mindre høstareal og lavere forventede udbytter. Tørken kan samtidig få nogle landmænd til at høste majsen tidligere som foder til husdyr i stedet for at lade den modne til kernemajs.
Henrik Andresen forventer på den baggrund en lav fransk høst.
– Den høje temperatur, de har haft i Sydeuropa og specielt i Frankrig, har ramt, siger han.
EU-prognose er sat markant ned
Problemerne i Frankrig påvirker også forventningerne til den samlede majsproduktion i EU.
Det amerikanske landbrugsministerium, USDA, vurderer i sin augustprognose EU’s produktion i sæsonen 2026/27 til 50,2 millioner ton. Det er omkring syv procent mindre end i prognosen måneden før.
USDA fremhæver ekstrem varme og tørke i centrale europæiske produktionsområder som forklaring. Både det forventede udbytte og det areal, der høstes som kernemajs, er blevet reduceret.
Prisvirkningen er ikke entydig
En mindre europæisk majshøst kan isoleret set understøtte priserne og øge EU’s behov for import. Det er dog ikke givet, at den franske nedgang automatisk fører til markante prisstigninger for danske landmænd.
USDA har samtidig opjusteret majsproduktionen i blandt andet Rusland, Ukraine og Zambia. Den globale produktion af grovkorn er samlet set vurderet lidt højere end i prognosen måneden før.
Det europæiske marked bliver derfor påvirket af flere modsatrettede forhold: en markant mindre produktion i EU, ændrede importbehov og større høstforventninger i andre dele af verden.
Den dårlige franske majshøst er dermed et væsentligt risikomoment for det europæiske fodermarked, men prisvirkningen afhænger også af høsten og eksportmulighederne uden for EU.

