Nye EU-regler skal begrænse landmændenes arbejde med bæredygtighedsoplysninger. Men banken og aftagerne kan fortsat efterspørge data til andre formål. Det afgørende er, hvad oplysningerne skal bruges til.
Færre rapporteringskrav er ikke nødvendigvis det samme som færre spørgsmål fra banken.
Det er en central pointe i SEGES Innovations nye gennemgang af EU’s ændrede regler for bæredygtighedsrapportering. Reglerne skal beskytte mindre virksomheder mod omfattende dataanmodninger fra større samarbejdspartnere. Beskyttelsen har dog en afgrænsning, som får betydning på landbrugets kontorer.
»Værdikædeloftet er dermed ikke en generel grænse for alle ESG-oplysninger, som landmanden kan blive bedt om at levere,« skriver SEGES Innovation på LandbrugsInfo.
ESG dækker miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold. Oplysningerne kan eksempelvis handle om bedriftens klimaaftryk, medarbejderforhold og håndtering af risici.
Et loft over større virksomheders datakrav
Den nye begrænsning skal forhindre, at store virksomheders rapporteringsarbejde bliver skubbet videre til mindre leverandører.
Når en virksomhed indsamler oplysninger til sin lovpligtige bæredygtighedsrapportering efter EU’s CSRD-regler, sætter den frivillige rapporteringsstandard rammer for, hvad den kan kræve fra virksomheder med højst 1.000 ansatte.
Erhvervsstyrelsen beskriver formålet sådan:
»Værdikædebegrænsningens formål er at beskytte virksomheder i værdikæden imod uforholdsmæssige informationsanmodninger,« står der i styrelsens vejledning.
For virksomheder med højst ti ansatte er listen over oplysninger kortere. Det kan få særlig betydning for landbrugsbedrifter med få medarbejdere.
Hvis en rapporterende virksomhed beder om yderligere oplysninger til bæredygtighedsrapporteringen, skal den gøre klart, hvilke oplysninger der ligger ud over standarden, og at den mindre virksomhed har ret til at afvise at udlevere dem.
Banken har også andre opgaver
Begrænsningen omfatter ikke enhver situation, hvor ordet ESG optræder.
Banker og realkreditinstitutter bruger også oplysningerne til at vurdere kreditrisiko, investeringer og bedriftens muligheder for at tilpasse sig nye vilkår. Aftagere kan have brug for data til produktberegninger, afregning eller leverandørprogrammer.
Her kan behovet række ud over rapporteringsloftet, forklarer SEGES.
For landmanden bliver et centralt spørgsmål derfor: Skal tallene bruges i modtagerens bæredygtighedsrapport, eller indgår de eksempelvis i vurderingen af et lån?
At en samarbejdspartner kan efterspørge oplysninger, betyder dog ikke automatisk, at landmanden har pligt til at levere dem. Det fremhæver SEGES i gennemgangen.
Dobbeltarbejdet er nået til Christiansborg
Spørgsmålet om gentagne dataanmodninger er også rejst i Folketinget.
Ulrik Knudsen fra Danmarksdemokraterne har spurgt erhvervs- og konkurrencekraftsminister Martin Lidegaard, om banker skal tage udgangspunkt i en mindre virksomheds allerede udarbejdede bæredygtighedsrapport.
Formålet er, at banken kun efterspørger det, der mangler, frem for at virksomheden skal aflevere de samme oplysninger i forskellige formater.
Spørgsmålet blev stillet 23. oktober i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 7 om forenkling af bæredygtighedsrapportering. På Folketingets side står det fortsat som ubesvaret.
Nye standarder fra regnskabsåret 2027
Ifølge Erhvervsstyrelsen skal omfattede virksomheder bruge de forenklede europæiske rapporteringsstandarder fra regnskabsåret 2027. De kan vælge at anvende dem allerede for 2026.
For landmanden er perspektivet dermed både færre krav og bedre mulighed for at genbruge eksisterende dokumentation.
Men den praktiske lettelse afhænger også af, hvordan oplysningerne bliver efterspurgt. Én samlet rapport sparer først for alvor arbejde, hvis banken, mejeriet og andre samarbejdspartnere kan bruge indholdet uden at bede om de samme tal igen.