Tilbagevendende kalvediarré kræver mere end behandling af den enkelte kalv. Kvægfagdyrlæge Lene Agerskov opfordrer til at få undersøgt smitstofferne, så forebyggelsen rammer rigtigt.
Endnu en kalv med tynd mave. Endnu en behandling. Og kort efter begynder det hos den næste.
Når diarré bliver et tilbagevendende problem i kalvestalden, er der grund til at undersøge, hvad der holder sygdommen i gang. Det fremhæver Lene Agerskov, kvægfagdyrlæge hos LVK, i en ny faglig artikel på LandbrugsInfo.
»Uanset årsagen giver en diagnose et bedre grundlag for beslutninger end gæt,« skriver hun.
Diarré er et symptom, som blandt andet kan skyldes bakterier, virus og parasitter. Derfor kan den samme indsats være utilstrækkelig, hvis man ikke ved, hvilke smitstoffer der er på spil.
Hurtige svar eller grundigere undersøgelser
Lene Agerskov beskriver to muligheder: En hurtigtest kan give svar under besætningsbesøget, mens laboratorieundersøgelser kan belyse flere smitstoffer og suppleres med bakteriedyrkning og resistensbestemmelse.
Hurtigtesten har fordelen af et hurtigt resultat, men finder ikke nødvendigvis alle relevante smitstoffer.
Resultaterne skal bruges til at målrette eksempelvis råmælkstildeling, rengøring, smittebeskyttelse og eventuel vaccination. Valget af prøver bør aftales med besætningsdyrlægen.
Flere kalve giver et bedre billede
Problemet kan være større end det, der findes i én prøve fra én kalv.
Det norske Veterinærinstituttet anbefaler, at man ved diarréproblemer arbejder hen imod en diagnose for besætningen. Undersøgelse af flere dyr, gerne fem, øger muligheden for at finde de relevante smitstoffer.
Instituttet fremhæver samtidig, at årsagerne ofte er sammensatte. Både infektioner og andre forhold skal vurderes, og arbejdet bør omfatte både kalvens modstandskraft og smittepresset i omgivelserne.
I besætninger med store problemer er det ikke usædvanligt at finde flere sygdomsfremkaldende organismer i samme prøve. Flere samtidige infektioner kan forværre sygdomsforløbet.
Kalvenes alder er også vigtig for undersøgelsen. Bestemte sygdomsfremkaldende E. coli rammer især helt unge kalve, mens eksempelvis koksidier typisk bliver relevante senere. Dyrlægens valg af analyser skal derfor passe til de kalve, der bliver syge.
Den syge kalv skal hjælpes med det samme
At finde årsagen er et arbejde, der skal foregå samtidig med behandlingen af de syge dyr.
I en praktisk vejledning på Viden om kalve, udarbejdet af kvægfagdyrlæge Trine Fredslund Matthiesen sammen med Anne Dorte Jensen fra Din Kalverådgiver, står der:
»Væsketerapien er derfor den vigtigste del af behandlingen.«
Diarré kan give alvorlig dehydrering og forstyrre kalvens syre-base-balance. Vejledningen anbefaler en fast behandlingsplan, så sygdom opdages og håndteres tidligt, samt valg af elektrolytprodukt i samråd med dyrlægen.
Mælkefodringen skal fortsætte. Kalven har brug for energi og næringsstoffer til blandt andet at holde varmen, understøtte immunforsvaret og hele tarmen. Elektrolytter erstatter ikke den ernæring.
Antibiotika er heller ikke en standardløsning på diarré. Vejledningen beskriver, at det sjældent har effekt og kun bør bruges i særlige tilfælde.
Hold øje med hele kalven
Kalvens tilstand kan være påvirket, før den tynde gødning bliver synlig. Derfor skal vurderingen også omfatte dens almenbefindende og drikkelyst.
Er kalven så svækket, at den ikke kan rejse sig, kan der være behov for væske direkte i blodbanen og hjælp fra dyrlægen. Det fremgår af SEGES’ vejledning om væskebehandling.
Indsatsen har dermed to spor: Den syge kalv skal hjælpes hurtigt, mens prøver og gennemgang af rutiner skal mindske risikoen for, at den næste bliver syg.