Majsen kan se ud, som om den er tørret helt ind. Alligevel kan der følge alt for meget vand med ind i siloen. Når kolberne mangler efter tørke, kræver høsten derfor mere end et hurtigt blik fra førerhuset.
SEGES Innovations vejledning, opdateret 16. september, peger på risikoen for tab med ensilagesaften. Majs uden kolbeudvikling kan ligge på blot 18–20 procent tørstof.
»Det er vigtigt at reducere saftafløbet i majs uden kolber, når den ensileres«, står der i vejledningen.
Planlæg høsten sammen med lageret
Er den skadede del lille, kan en mulighed være at vente på bedre udviklede majsmarker og blande materialet ved indlægning. Andre muligheder er samensilering med tørre, saftsugende foderemner. Eventuelt saftafløb skal opsamles, så det ikke belaster omgivelserne.
Men der findes ikke én tørstofprocent, som passer til alle stakke. SEGES’ oversigt angiver eksempelvis 27 procent ved én meters stakhøjde og 30 procent ved fire meter som grænser, hvor der ikke forventes saftafløb i majsensilage. Blandingsmateriale og den konkrete lagring skal med i vurderingen.
Øjnene kan snyde
Den samme grundlæggende advarsel går igen hos University of Minnesota Extension. En plante, der ser brun og udtørret ud, kan stadig indeholde over 70 procent vand. Universitetet anbefaler repræsentative prøver både før og under høsten.
For vådt materiale kan give tab under opbevaringen. For tørt materiale er omvendt vanskeligere at pakke tæt. Udseendet alene er derfor et usikkert grundlag for at vælge høsttidspunkt.
Den amerikanske vejledning fremhæver også nitrat: Tørke kan føre til ophobning, især nederst i stænglen. Ensilering reducerer indholdet, men er ikke en garanti for et sikkert niveau. En analyse og en konkret vurdering af foderrationen er nødvendig, hvor der er mistanke om risiko.
Vær desuden opmærksom på farlige silogasser. Universitetet advarer om, at gasser fra processen kan være giftige for både mennesker og dyr; nogle kan hverken ses eller lugtes.
Få tallene med til rådgiveren
En brugbar plan begynder med bedriftens egne forhold: Hvor stor en del af arealet er ramt? Hvad viser prøverne? Hvilket andet foder er til rådighed, og hvor skal materialet ligge?
Det er de oplysninger, der gør samtalen med grovfoder- og fodringsrådgiveren konkret. En generel vejledning kan pege på faldgruberne, men kan ikke fastlægge den rigtige blanding for en mark, den ikke har set.
Målet er at bevare værdien i det foder, der faktisk kan bjærges – uden at flytte problemet fra marken ind i siloen og videre til foderbordet.