Et fireårigt newzealandsk forsøg med vejbred gav mindre nitratudvaskning uden lavere mælkeproduktion. Men 33 procent mindre nitrat er ikke det samme som 33 procent mindre tab af alt kvælstof.
Skal en del af løsningen på kvælstoftab findes i det, koen græsser på?
Det spørgsmål får ny næring fra DairyNZ’s forskningsprogram om vejbred. På Lincoln University blev afgræsningssystemer fulgt fra 2021 til 2025. En blanding med gennemsnitligt 17 procent vejbred i tørstoffet gav 33 procent lavere nitratudvaskning end græs-kløver uden urten.
Den samlede kvælstofudvaskning faldt 17 procent. De to tal beskriver forskellige mål og må ikke byttes rundt.
»Mælkeproduktionen var ens mellem behandlingerne,« skriver DairyNZ i resultatsammenfatningen, oversat fra engelsk.
Ikke enhver vejbred er undersøgt
Forsøget havde tre gentagelser af hver behandling. Udvaskningen blev målt i kontrollen og blandingen etableret med tre kilo vejbredfrø pr. hektar – ikke i alle forsøgsled.
I programmets udvaskningsforsøg er der brugt Ecotain-vejbred. Resultatet er derfor ikke dokumentation for, at enhver sort leverer den samme effekt. Det er heller ikke et dansk forsøg.
Det interessante er kombinationen: Et miljøresultat sammen med bevaret produktion. Det er mere brugbart end et flot procenttal, hvis prisen for forbedringen ellers var markant mindre mælk.
Frøposen fortæller ikke hele historien
DairyNZ har også en praktisk vejledning i at vurdere vejbredandelen. Den understreger, at effekten afhænger af urtens andel i den vegetation, dyrene faktisk kan æde.
»Så tæt på afgræsning som muligt,« lyder anbefalingen om vurderingstidspunktet, her oversat fra engelsk. Vejledningen sætter en grænse på syv dage før afgræsning.
Metoden går ud på at gå diagonalt gennem folden, bedømme plantefordelingen og registrere andelen. Når flere folde samles til et gennemsnit, skal deres arealer vægte med. En lille fold med meget vejbred må altså ikke tælle lige så meget som en stor fold med meget lidt.
Vejledningen er lavet til newzealandske forhold og indgår blandt andet i dokumentationen over for lokale myndigheder. Den er ikke en dansk anvisning til, hvordan et virkemiddel kan godskrives.
Spørgsmålet er større end én procent
For en dansk kvægbruger er næste skridt ikke nødvendigvis at bestille frø. Det er at spørge, hvilke resultater der findes under forhold, som ligner ens egne: jordbund, afgræsning, tilskudsfoder og klima.
Et forsøg kan vise, at noget virker et bestemt sted. Før det bliver et sikkert valg i driften, skal man også vide, om planteblandingen kan holdes, og hvad etableringen kræver år efter år.
Vejbredhistorien er derfor hverken en mirakelkur eller ligegyldig udenlandsk forskning. Den stiller et relevant spørgsmål til fremtidens grovfoder: Kan marken levere samme produktion og samtidig holde bedre på næringsstofferne?