Folketinget vedtog torsdag den nye gødskningslov, L5, med 119 stemmer for og 34 imod. Dermed er den politiske ramme lagt for et markant skifte i reguleringen af dansk land- og skovbrugs udledning af næringsstoffer og drivhusgasser.
Ifølge Folketingets officielle sagsoversigt stemte Socialdemokratiet, SF, Venstre, Liberal Alliance, Moderaterne, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet for loven. Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Borgernes Parti stemte imod sammen med en række medlemmer fra Venstre og løsgængere. Ingen undlod at stemme.
Ny model fra 2027
Loven etablerer en ny ramme for reguleringen som led i aftalen om Implementering af et Grønt Danmark. Fra 2027 skal den nuværende markregulering erstattes af en udledningsbaseret regulering. Det betyder, at indsatsen i højere grad knyttes til den beregnede udledning til vandmiljøet frem for alene til den mængde gødning, der anvendes på marken.
Folketingets resumé beskriver samtidig en miljøgaranti. Den skal åbne for yderligere regulering, hvis det fastsatte indsatsbehov ikke bliver opfyldt, men også for lempelser, hvis effekten bliver større end forudsat. Loven indeholder desuden hjemmel til ekspropriation og straf ved overtrædelser.
Vedtagelsen afslutter en usædvanligt intens politisk proces med demonstrationer, stormøde og skarp kritik fra dele af erhvervet. Men den afslutter ikke diskussionen om datagrundlag, kompensation og de konkrete udledningsgrænser, som landmændene skal planlægge efter.
For den enkelte bedrift bliver næste afgørende skridt derfor de endelige kort, regler og administrative vejledninger. Det er først dér, de praktiske og økonomiske konsekvenser kan beregnes præcist.
Det skal bedrifterne holde øje med
Den nye lov er en rammelov. En stor del af den konkrete betydning kommer derfor først med bekendtgørelser, kort og vejledninger. Bedrifterne får brug for at sammenholde de endelige udledningsgrænser med markplan, afgrødevalg og eventuelle arealomlægningsprojekter. Ændringer i datagrundlaget kan få direkte betydning for, hvor hårdt den enkelte ejendom bliver ramt.
Samtidig skal staten vise, hvordan miljøgarantien virker i praksis, og hvornår den udløser stramninger eller lempelser. Det gør den løbende dokumentation af faktiske reduktioner til et centralt spørgsmål – både for vandmiljøet og for landmændenes mulighed for at planlægge langsigtet.