Biokul kan blive et vigtigt redskab i den grønne omstilling, men nogle typer kan indeholde så meget tungmetal og andre uønskede stoffer, at de ikke bør spredes på landbrugsjord.
Det viser nye undersøgelser fra DTU. Forskerne har analyseret råmaterialer og biokul fra danske pyrolyseanlæg som led i et fireårigt projekt for Miljøstyrelsen.
Pyrolyse reducerer i mange tilfælde indholdet af PFAS og andre organiske industrikemikalier. Biokullet frigiver generelt også færre af disse stoffer til miljøet end de råmaterialer, det er fremstillet af.
Spildevandsslam giver størst udfordring
Kvaliteten afhænger imidlertid stærkt af råmaterialet. Halm giver generelt det reneste biokul, mens fibre fra biogasanlæg ligger på et mellemniveau.
Biokul fremstillet af spildevandsslam er den mest udfordrende type. Slammet kan indeholde PFAS, medicinrester, industrikemikalier og tungmetaller.
Tungmetaller som cadmium, nikkel, kobber og arsen bliver ikke nedbrudt under pyrolysen. De kan i stedet blive koncentreret i det færdige biokul. Metallerne er ofte stærkt bundet, men de langsigtede miljøvirkninger er endnu ikke fuldt afklaret.
“Vores resultater understøtter behovet for klare standarder, løbende kontrol og fortsat forskning.”
Det siger seniorforsker Wolfgang Stelte fra DTU Kemiteknik.
Regler skal være klar før stor udrulning
Resultaterne indgår i myndighedernes faglige grundlag for en kommende regulering. Forskerne peger også på risikoen for importeret biokul med en ukendt sammensætning.
Projektet fortsætter nu med undersøgelser af emissioner fra selve pyrolyseprocessen samt risici ved håndtering og opbevaring af store mængder biokul.
Kilde: DTU.