En ko med en lavere mælkeydelse kan være en del af et effektivt produktionssystem, hvis en større del af foderet kommer fra bedriftens egne marker, mener Martin Beck. Han vil derfor måle produktionen af mælkefedt og protein per hektar – men forskningen viser, at færre liter per ko ikke automatisk giver den bedste økonomi eller arealudnyttelse.
Mælkeydelsen per ko har gennem årtier været et centralt mål for udviklingen i dansk mælkeproduktion. Men ifølge agronom og rådgiver i jordfrugtbarhed Martin Beck risikerer det ensidige fokus på koens ydelse at skjule, hvor mange ressourcer produktionen samlet set kræver.
Han foreslår derfor, at mælkeproducenterne i højere grad ser på, hvor meget mælkefedt og protein de kan producere per hektar.
– Vi kan også gøre det andet til en sport. Det er faktisk utrolig meget sjovere og mere spændende, hvis vi går op i, hvor meget mælk vi kan høste på en hektar, siger Martin Beck i podcasten Økologi i fokus.
Det importerede foder skal regnes med
Baggrunden for forslaget er, at en høj mælkeydelse ofte kræver foder, som ikke nødvendigvis bliver produceret på kvægbedriftens egne arealer.
Når der anvendes indkøbt korn, kraftfoder eller importeret soja, bliver en del af det areal, som reelt understøtter mælkeproduktionen, placeret uden for bedriften. Det skal ifølge Martin Beck indgå, hvis man vil sammenligne forskellige produktionssystemer retvisende.
– Vi skal indregne, at vi høster på andre marker, hvis vi bruger kraftfoder, siger han.
Martin Beck forestiller sig en mere græsbaseret produktion, hvor køerne afgræsser en større del af året og primært fodres med kløvergræs om vinteren. I sådan et system kan ydelsen efter hans vurdering falde til omkring 6.000–8.000 liter mælk om året per ko.
Til gengæld vil en større del af produktionen være baseret på foder fra bedriftens eget areal.
Peger på op mod 1.200 kilo per hektar
Martin Beck vurderer, at en afgræsningsbaseret fodring kan levere mellem 800 og 1.200 kilo mælkefedt og mælkeprotein per hektar.
– Hvor meget fedt og protein kan vi høste på en hektar? Det er den måde, vi skal tænke det på, siger han.
Tallet er hans eget estimat i podcasten og kan ikke betragtes som et generelt nøgletal for græsbaseret mælkeproduktion. Resultatet vil blandt andet afhænge af græsudbytte, belægningsgrad, afgræsningsstyring, race, mælkeydelse og behovet for supplerende foder.
Martin Beck understreger også selv, at de nuværende højtydende køer ikke nødvendigvis passer til den foreslåede model. En omstilling kan derfor kræve racekrydsning, en ændret avlsretning og fortsat brug af en mindre mængde korn i begyndelsen af laktationen.
Forskellige mål giver forskellige vindere
En fagfællebedømt undersøgelse offentliggjort i Journal of Dairy Science sammenlignede fire forskellige græsbaserede mælkeproduktionssystemer gennem tre laktationer. Undersøgelsen viste, at systemet med køer på stald og et relativt højt forbrug af kraftfoder producerede mest mælk per hektar og havde den højeste bruttomargin per hektar.
Det græsbaserede system med krydsningskøer og et lavt forbrug af kraftfoder havde derimod den højeste bruttomargin per produceret kilo mælk. Hvilket system der var mest rentabelt, ændrede sig desuden, når forskerne ændrede forudsætningerne om mælke- og foderpriser.
Undersøgelsen understøtter dermed Martin Becks pointe om, at produktionen bør vurderes med flere nøgletal end ydelsen per ko. Den dokumenterer dog ikke, at et lavere ydelsesniveau eller mindre kraftfoder altid giver den højeste produktion eller indtjening per hektar. Læs undersøgelsen i Journal of Dairy Science.
En anden måde at måle effektivitet på
Martin Becks forslag er derfor ikke et enkelt regnestykke, hvor færre liter per ko automatisk er bedre. Det er først og fremmest et opgør med, at koens ydelse bliver betragtet isoleret fra arealforbruget og oprindelsen af dens foder.
– Hvis vi tænker sådan i stedet, er det nogle helt andre ting, vi skal gå op i, siger han.