Årets dyrkningssæson har vist værdien af en jord, der holder på vandet, vurderer rådgiver Lars B. Andreasen fra Fjordland. Forskningsbaggrund peger samtidig på, at sædskifte og jordbund er afgørende for at få gevinst af den mindre jordbearbejdning.
Når vandet bliver en begrænsning for afgrøderne, kommer jordens egenskaber for alvor på prøve.
Netop vandholdende evne er en af forklaringerne på, at pløjefri dyrkning har været en fordel i årets sæson, vurderer Lars B. Andreasen, der er FRDK PløjefriRådgiver hos Fjordland.
»I år har pløjefri dyrkning igen været en fordel,« skriver han i den åbne introduktion til sin fagartikel hos FRDK den 8. oktober.
Han fremhæver både jordens evne til at holde på vandet i en tør dyrkningssæson og dens stærke struktur ved udbringning af husdyrgødning.
I omtalen peger FRDK desuden på, at rapsen i de pløjefri marker ikke har haft samme store udbyttenedgang som i de pløjede. Den åbne del fremlægger dog ikke konkrete udbyttetal eller en forsøgsopgørelse.
Mere end at parkere ploven
Erfaringerne fra sæsonen rammer ind i en bredere diskussion om, hvordan planteavlen bliver mere robust over for skiftende vejr.
En vidensyntese fra Aarhus Universitet fra 2020 beskriver potentialet i Conservation Agriculture. Her kombineres minimal jordbearbejdning med permanent jorddække og et varieret sædskifte.
Det samlede system kan forbedre jordkvaliteten og dens evne til at optage nedbør. Forskerne fremhæver også mindre risiko for tilslemning og erosion.
Fordelene hænger imidlertid sammen med flere dele af dyrkningen. At undlade pløjning er ét element, mens planterester, efterafgrøder og afgrødevalg også spiller ind.
Jordtypen gør en forskel
Universitetets gennemgang viser, at pløjefri dyrkning og især direkte såning normalt lykkes bedst på veldrænede, lerrige jorde med et moderat til højt kulstofindhold.
Der kan til gengæld være udfordringer med etablering og vækst på meget sandede jorde og kulstoffattige lerjorde.
»Det er afgørende med alsidige sædskifter og gerne flerårige afgrøder,« skriver universitetet om at begrænse problemer med ukrudt og sygdomme ved overgangen.
For den enkelte planteavler skal årets erfaringer derfor sættes ind i bedriftens egne forhold. En dyrkningsstrategi skal både kunne håndtere tørre perioder og sikre en god etablering, når forholdene ændrer sig.
Besparelsen skal holde hele vejen
Der kan også være penge at hente i færre arbejdsgange.
En økonomisk analyse fra Københavns Universitet, omtalt af Aarhus Universitet i 2021, beregnede lavere maskin- og arbejdsomkostninger ved reduceret jordbearbejdning og direkte såning.
I analysens daværende prisgrundlag lå besparelsen på cirka 615 til 715 kroner pr. hektar, afhængigt af metode og bedriftsstørrelse. Det er modelberegninger fra 2021, ikke en opgørelse over økonomien i høsten 2026.
Udbyttet har samtidig stor betydning for, om besparelsen bliver til en samlet gevinst.
»Hvordan en eventuel ændring i omkostninger og udbytte ser ud i virkeligheden, vil afhænge af den enkelte bedrifts jordbundsforhold, sædskifte og eksisterende maskinpark,« siger professor Lars J. Munkholm i universitetets omtale.
Årets erfaringer giver dermed anledning til at se nærmere på dyrkningsformen. Regnestykket skal både rumme jordens robusthed, afgrødens udbytte og omkostningerne ved at få arbejdet gjort.