Dette er et indlæg skrevet af Martin Rahn Johansen, byrådsmedlem i Slagelse Kommune for Danmarks Demokraterne, og er et udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er lige kommet hjem fra USA, hvor jeg blandt andet besøgte en god kammerat, som nu på tredje sæson arbejder på et landbrug i Minnesota.
Og jeg må indrømme, at turen har sat nogle tanker i gang.
For mens jeg har været væk, er det nærmest væltet ned over dansk landbrug herhjemme.
De nye retentionskort er kommet. For nogle landbrug betyder de nye beregninger, at alene det sædskifte, de allerede har etableret og sået i efteråret, kan bringe dem over deres kommende udledningskvote.
Altså før de overhovedet har kørt ud på marken og tilført kvælstof til planterne.
Prøv lige at tænke over, hvor grotesk en situation det er.
Landmanden har i efteråret skullet planlægge sin produktion og så sine marker uden at kende de endelige rammer. Nu kommer beregningen bagefter og fortæller ham, at den afgrøde, der allerede står ude på marken, kan være et problem.
Det er jo nærmest umulige vilkår at drive virksomhed under.
For jorden har kun en reel produktionsværdi, hvis vi kan dyrke noget på den og give planterne den næring, de har brug for. Det gælder i øvrigt også økologisk landbrug. Kvælstof er ikke en politisk opfindelse. Det er et grundlæggende næringsstof, som planter skal bruge for at vokse og producere den kvalitet, vi mennesker efterspørger.
Samtidig ramte regeringens midlertidige stop for nyetablering og udvidelse af konventionelle griseproduktioner nyhederne, mens jeg var væk. En sag, hvor der er rejst alvorlige spørgsmål om både hjemmel og fremgangsmåde.
Også her undrer logikken mig.
For politikerne vil have bedre dyrevelfærd. De vil have bedre miljøteknologi, lavere udledninger og mere moderne stalde. Men hvordan forestiller man sig, at landbruget skal levere det, hvis landmanden samtidig får besked på, at han ikke må bygge nyt og investere i netop de produktionsanlæg, der kan gøre det muligt?
Og som om det ikke var nok, er der nu sendt et nyt lovforslag om sprøjteforbud i høring. Igen taler vi om meget vidtgående indgreb i råderetten over privat landbrugsjord og betydelig bemyndigelse til ministeren.
Efter hele forløbet med gødningsloven synes jeg ærligt talt, at man burde have lært noget.
Det her handler efterhånden ikke om én enkelt lov eller én enkelt regel. Det handler om summen.
Gødningsregulering. Retentionskort. Braklægning. Grøn trepart. Begrænsninger på husdyrproduktionen. Sprøjteforbud. Stadig større usikkerhed om, hvad man overhovedet må med den jord og den virksomhed, man måske har investeret hele sit liv og millioner af kroner i.
Hver ting bliver behandlet for sig på Christiansborg.
Men ude på gården lander det hele på det samme køkkenbord.
På den anden side af bordet sidder måske en ung landmand, som gerne vil overtage gården. Banken beder om budgetter, strategiplaner og ESG-planer. Der skal investeres millioner, og økonomien skal kunne hænge sammen 10, 20 og 30 år frem.
Men hvordan skal man planlægge så langt frem, når staten konstant ændrer selve produktionsgrundlaget?
Det var den virkelighed, jeg kom hjem til.
Og derfor var kontrasten til Minnesota næsten overvældende.
For der oplevede jeg noget, som jeg synes, vi efterhånden har mistet lidt af i Danmark:
Stolthed over landbruget.
Ikke blind begejstring. Ikke en forestilling om, at landbruget aldrig skal udvikle sig eller mødes med krav.
Bare en helt grundlæggende forståelse af, at de mennesker, der producerer vores mad, faktisk udfører noget vigtigt.
Landmændene dér er en del af rygraden i lokalsamfundene. De skaber arbejdspladser, handler lokalt, investerer, støtter foreningerne og tager ansvar for de områder, de bor i.
Min kammerats chef og andre lokale landmænd er eksempelvis i gang med at bygge et stort aktivitetscenter til byens borgere. De gør det for at give noget tilbage til det lokalsamfund, de selv er en del af.
Det gjorde indtryk på mig.
For landbruget er ikke noget, der ligger isoleret ude for enden af en grusvej. Når en gård klarer sig godt, kan det mærkes omkring den. Hos maskinforhandleren, mekanikeren, entreprenøren, på arbejdspladserne, i foreningerne og i de små byer.
Og når gårdene forsvinder, forsvinder noget af det samme langsomt med dem.
Noget andet gjorde også indtryk på mig.
Det var simpelthen rart at fortælle amerikanerne, at man var landmand.
Man blev mødt med interesse og respekt for det arbejde, der ligger bag. Ikke med en automatisk antagelse om, at ens erhverv grundlæggende er et problem, der skal begrænses.
Og så kommer man hjem til Danmark og åbner de sociale medier.
Her møder man hurtigt det ene meget skarpe opslag efter det andet om, hvor forkert landbruget producerer, hvad landmanden burde gøre anderledes, hvad vi burde forbyde, og hvor meget mere erhvervet burde reguleres.
Det må folk selvfølgelig mene.
Men jeg savner nogle gange sammenhæng mellem holdningerne og vores egne handlinger.
For mange af de mennesker, der stiller de højeste krav til dansk landbrug, står bagefter ved køledisken og træffer præcis det samme valg som de fleste andre: De kigger på prisen.
Det er menneskeligt. Det gør jeg ikke nogen bebrejdelse for.
Men så er vi også nødt til at være ærlige om regnestykket.
Vi kan ikke kræve, at danske landmænd skal have markant dyrere produktionsvilkår, tage jord ud af produktion, investere i stadig mere teknologi, leve op til flere nationale særkrav og samtidig konkurrere på prisen med fødevarer produceret under helt andre vilkår i udlandet.
Vi kan heller ikke kræve mere dansk økologi, bedre dyrevelfærd, mere natur, færre planteværnsmidler og lavere udledning og samtidig konsekvent vælge den billigste vare, hvis den danske vare bliver dyrere som følge af netop de krav.
Der skal være en sammenhæng mellem det, vi kræver som borgere, og det, vi vælger som forbrugere.
Ellers risikerer vi bare at eksportere den produktion, vi ikke længere ønsker at se herhjemme, og derefter importere de samme varer tilbage.
Det synes jeg er et hykleri i vores debat, som vi er nødt til at turde tale om.
Ikke fordi dansk landbrug skal fritages for ansvar. Tværtimod.
Selvfølgelig skal vi udvikle os. Vi skal bruge ny teknologi. Vi skal reducere vores påvirkning, hvor det kan lade sig gøre. Vi skal forbedre dyrevelfærden og hele tiden blive dygtigere.
Det har dansk landbrug gjort i generationer.
Men der er forskel på udvikling og afvikling.
Der er forskel på at stille rimelige krav og på at regulere produktionsgrundlaget væk.
Og der er forskel på grøn omstilling og på at skabe så stor økonomisk og juridisk usikkerhed, at næste generation ikke længere tør investere.
Det er dér, jeg synes, proportionerne i Danmark er ved at være kørt af sporet.
Og det sker på et næsten absurd tidspunkt.
Vi lever i en verden med krig i Europa, geopolitisk uro, handelskonflikter og stigende fokus på forsyningssikkerhed. Overalt diskuteres det igen, hvor vigtigt det er, at lande kan sikre deres egen produktion af kritiske varer.
Og hvad er mere grundlæggende end mad?
Alligevel fører vi i Danmark en politik, der risikerer at gøre vores egen fødevareproduktion mindre, dyrere og vanskeligere.
Hvis dansk produktion forsvinder, forsvinder danskernes behov for mad jo ikke.
Så bliver den bare produceret et andet sted.
Min tur til USA gjorde mig derfor ikke mindre optaget af, at dansk landbrug skal udvikle sig.
Tværtimod.
Den mindede mig bare om, hvor meget et samfund vinder ved at betragte sine fødevareproducenter som en ressource frem for et problem.
Et stærkt landbrug handler ikke kun om landmanden.
Det handler om fødevarer, arbejdspladser, eksport, investeringer, fødevaresikkerhed, lokalsamfund, generationsskifter og levende landdistrikter.
Og måske er det egentlig dét, jeg tog med hjem fra Minnesota:
At vi i Danmark trænger til at genfinde noget af stoltheden over vores eget landbrug.
Vi behøver ikke være enige om alt. Og landbruget skal selvfølgelig mødes med krav og fortsat udvikle sig.
Men der skal være proportionalitet, respekt og en grundlæggende forståelse for, at de krav, vi stiller, har konsekvenser ude i den virkelige verden.
For landbrug bygges op gennem generationer.
Det kan afvikles på ganske få år.
Og når først produktionen, investeringerne og de unge mennesker er væk, er de ikke bare lige at hente hjem igen.
Det synes jeg er værd at tænke over.