Dette er et debatindlæg skrevet af Tobias Christensen, medlem af Familielandbruget VEST-jylland og er et udtryk for forfatterens egen holdning.
I bedste sendetid siger politikerne, at de vil hjælpe landmænd, der bliver ramt af et sprøjteforbud, med at lægge om til økologi eller skov.
Men vi, der lever af at producere fødevarer, kender godt konsekvenserne, når afsætningen forsvinder.
I de 10 år, vi har været i gang, har vi selv mærket dem. Før vi startede vores eget mejeri, leverede vi mælk til andre mejerier. Vi oplevede, at der pludselig blev sagt stop, fordi markedet var fyldt.
Vi havde kolleger, hvis økonomi simpelthen brød sammen. Selv måtte vi tage fuldtidsarbejde ved siden af landbruget for at få penge hjem og betale regningerne. Jeg sad også selv i banken og var tæt på at måtte lukke.
Så når jeg efterlyser en konkret plan for afsætningen, er det, fordi jeg selv har oplevet, hvor galt det kan gå, når den forsvinder.
Når man står og hælder sin mælk i gylletanken, hælder man også indtægten fra sit arbejde væk. Forestil dig, at du gik på arbejde hele måneden og bagefter skulle smide din månedsløn i skraldespanden.
Afdragene i banken skal stadig betales. Det samme skal foder, strøm og alle de andre omkostninger. Og dyrene skal stadig passes og malkes hver eneste dag.
Derfor rammer det også noget hos mig, når en økologisk svineproducent i samme program fortæller, at han ikke kan sælge sine grise hverken herhjemme eller i udlandet. Arla og Thise taber heller ikke mere økologisk mælk ind lige nu. Og hvem skal købe flere danske økologiske grøntsager, hvis endnu flere lægger om?
Der tales om cirka 160.000 hektar — et areal svarende til over halvdelen af det nuværende økologiske landbrugsareal. Ikke alt bliver økologi, men selv en delvis omlægning kan give betydelig ekstra produktion. Og det sker samtidig med, at økologiens andel af dagligvaresalget er faldet i første halvår af 2026.
Alle vil have rent drikkevand
Det vil vi også. Men politikerne er nødt til at forstå, at omlægning til økologi ikke i sig selv sikrer landmanden en indtægt.
Franciska Rosenkilde vil fjerne momsen på økologi. Men det vil også gælde udenlandske økologiske varer. Mere økologi i indkøbskurven betyder derfor ikke nødvendigvis, at flere danske landmænd får solgt deres produkter. Hvordan vil politikerne sikre, at efterspørgslen efter dansk økologi følger med, når de vil have flere danske landmænd til at lægge om?
Der skal være en konkret plan for, hvordan efterspørgslen og afsætningen skal følge med, før man opfordrer flere landmænd til at lægge om. Ellers risikerer vi at presse økonomien hos både dem, der lægger om, og os, der allerede er økologer.
Det kan godt være, det giver politikerne en god fornemmelse i maven at sige, at de vil hjælpe til mere økologi. Men den gode fornemmelse betaler ikke landmandens regninger.
Vi har selv oplevet, hvad der sker, når afsætningen forsvinder. Det ønsker jeg ikke, at flere landmænd skal stå i.













