Den grønne trepart er én stor national aftale, men den skal virke i 23 forskellige lokale virkeligheder. Et møde ved Vejle viste i sidste uge, hvor forskelligt arbejdet bliver grebet an.
Landbrugets repræsentanter i de lokale treparter var samlet i Brejning 15.–16. september. I Landbrug & Fødevarers udmelding efter mødet beskriver formand Søren Søndergaard både fremdrift og tilbageholdenhed.
»Samarbejdet i selve treparterne går generelt godt,« siger han.
Samtidig mener organisationen, at usikkerhed om kvælstofregulering og kommende sprøjteforbud får arbejdet til at stå stille nogle steder. Udmeldingen giver ikke en fuld, navngiven opgørelse over, hvilke treparter der har sat hvilke opgaver på pause.
Forskellige vilkår ved samme bord
Søren Søndergaard understreger, at organisationen støtter de lokale repræsentanter, også når de står i forskellige situationer.
»Landbrugets repræsentanter arbejder ud fra de vilkår, der gælder lokalt,« siger han.
Det er en væsentlig forskel fra billedet af én samlet proces, der enten kører eller er gået i stå. Organisationens egen beskrivelse peger netop på, at nogle steder fortsat har mulighed for at komme videre.
Hvad skal treparterne levere?
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd beskriver opgaven som udarbejdelse af omlægningsplaner, der skal vise vejen til at opfylde kvælstofindsatsen gennem ændret anvendelse af arealer.
Ved bordet sidder repræsentanter for kommuner, landbrugsorganisationer, naturorganisationer og Naturstyrelsen. Planerne skal også understøtte lavbundsindsatsen og skabe mere sammenhængende natur.
Der er etableret en taskforce, en national styregruppe og et politisk forum, som skal understøtte det lokale arbejde. Det lokale møde er således del af en større organisering, ikke en selvstændig lovgivende forsamling.
Planen skal kunne møde virkeligheden
For en lodsejer er det afgørende spørgsmål ofte mere jordnært end organisationsdiagrammet: Hvad betyder et muligt projekt for netop mine arealer, og hvilke forhold skal være afklaret, før jeg kan tage stilling?
En plan kan vise retningen, men den er ikke i sig selv bevis for, at alle aftaler er på plads eller alle projekter gennemført. Derfor bør fremdriften heller ikke vurderes alene på, om der er holdt et møde eller tegnet et kort.
Det næste interessante bliver de konkrete lokale skridt: hvilke projekter der kommer videre, og hvilke spørgsmål der fortsat mangler svar. Her er forskellene mellem treparterne mindst lige så vigtige som den nationale overskrift.