ANNONCE
Annonce indlæses
Fortsæt til siden
Annonce indlæses
Annonce indlæses
DebatDEBAT INDLÆG

Samme bedrift kan være bæredygtig og lukningstruet, hvis det havde ligget et andet sted

Foto: Privatfoto

Dette er et debatindlæg skrevet af Tobias Christensen, medlem af Familielandbruget VEST-jylland og er et udtryk for forfatterens egen holdning.

Jeg driver et mindre økologisk landbrug og gårdmejeri i Vestjylland. Vi har omkring 300 malkegeder og forarbejder selv mælken til ost og andre mejeriprodukter.

Med den nye kvælstofregulering er min egen bedrift forholdsvis godt stillet. Men havde præcis den samme produktion ligget et andet sted i landet med de samme dyr, samme fodring og samme måde at drive jorden på, kunne konsekvensen have været en helt anden. I værste fald kunne bedriften være blevet lukningstruet.

Det viser efter min mening det grundlæggende problem med L5 og den kommende regulering.

Vi skal selvfølgelig beskytte fjorde, vandløb og havmiljø. Det tror jeg, de fleste landmænd er enige i. Men når konsekvenserne for den enkelte bedrift kan blive enorme, skal det faglige grundlag også være tilsvarende sikkert.

Reguleringen kommer i høj grad til at afhænge af, hvor markerne ligger, hvilket opland vandet løber til, og hvor meget kvælstof modellerne beregner når frem til vandmiljøet. Derfor kan to næsten ens landbrug blive behandlet vidt forskelligt.

Det handler altså ikke nødvendigvis om, hvem der driver jorden bedst eller dårligst. Det kan i høj grad handle om postnummer og farverne på et retentionskort.

ANNONCE
Annonce indlæses

For en stor virksomhed kan krav om braklægning eller køb af ekstra jord måske håndteres. For et mindre familiebrug uden millioner stående på kontoen kan det være forskellen på fortsat drift og lukning.

Samtidig risikerer vi at ramme nogle af de produktioner, vi ellers siger, at vi gerne vil bevare i Danmark: lokale fødevarer, økologiske bedrifter, grøntsagsproducenter og mindre familiebrug.

Når først en bedrift er lukket, kommer den sjældent tilbage. Produktionen forsvinder ikke nødvendigvis – den flytter bare til udlandet, hvor vi ikke har samme kontrol med, hvordan fødevarerne bliver produceret.

Derfor bør politikerne stoppe op og sikre, at reguleringen bygger på et fagligt grundlag, der er præcist nok til at afgøre hele familiers og virksomheders fremtid.

Landbruget skal tage ansvar for vandmiljøet. Men samfundet og politikerne skal også tage ansvar for, at reguleringen er gennemskuelig, fagligt holdbar og rammer de faktiske udledninger.

Ellers risikerer vi ikke blot at reducere kvælstofudledningen. Vi risikerer også at regulere de mindre danske landbrug ud af Danmark.

Annonce indlæses

Discover more from LPExtra

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading